
Min tidlige interesse for elektronik bevirkede, at jeg byggede krystalapparater til mine skolekammerater allerede sidst i 50erne.
Så ofte, jeg kunne komme til det, lyttede jeg til radiosamtaler fra storebæltsfærgerne. Højdepunktet, og det der kom nærmest, var et besøg på den lokale radioamatørs station. Det daværende Post- og Telegrafvæsen, der udstedte sendelicenser og regler for en amatør radiostations drift forbød bl.a. uvedkommende indsigt. Overtrædelse af dette forbud gjorde ikke besøget mindre spændende.
Fra jeg forlod Skælskør Borger- og Realskoles Realklasse og til jeg kunne komme i Flyvevåbnet, gik jeg et års tid hos Rønnes Radio i Korsør som "arbejdsdreng". Her lærte jeg mangt og meget. Rønne var af den type, der ikke gav op. Han producerede gerne et ukorant tandhjul med x antal tænder til en tællemaskine. Det blev tegnet, målt ud og skåret/filet i 2 mm messingplade. Her lærte jeg bl. andet at reparere radio og TV samt at betjene div. måleinstrumenter. Læse et diagram kunne jeg allerede på det tidspunkt.
Da jeg kom ind i flyvevåbnet 3. august 1961, var det da også med uddannelse til radiotelegrafist for øje. Efter Konstabelskolen blev jeg stationeret på Bornholm. Her kom jeg hurtigt i kontakt med den lokale afdeling af Experimenterende Danske Radioamatører. Jeg "kom i lære" hos OZ4EM Niels. Han lærte mig en hel del om at betjene stationen og også at bygge videre på de tekniske kundskaber, jeg tidligere havde erhvervet. I 1966 erhvervede jeg civilt radiotelegrafistcertifikat på Wendelboes radioskole, der dengang lå på Dampfærgevej (helt oppe under taget på 5. etage) i Københavns Frihavn. Jeg fik dog aldrig udnyttet det.
At få amatørradio sendelicens var ikke det store problem for mig. Kravet om at kunne telegrafere havde jeg jo i orden. Jeg skulle blot stille med en morseattest fra Flyvevåbnet. Teknikken havde jeg også i orden. Derfor gik jeg direkte op til skriftlig teknisk prøve hos Post- og Telegrafvæsenet. Helt oppe under taget i Tietgensgade i København - en meget varm lørdag eftermiddag i maj 1963. Min lillesøster var med, - hende havde jeg parkeret i Tivoli imedens. Jeg svedte mig til min B -licens og året efter fik jeg automatisk en A-licens.
Jeg byggede flere sendere, mest til telegrafi, under min tid på Bornholm. Jeg byggede også en telegrafisender til OZ4FF Karsten. "Dansk standard" var dengang Geloso VFO og 6146 samt Geloso pi-led.
Jeg købte en Heathkit modtager SB-300, der havde kørt på Grønland hos OX3KB. Senere fik jeg "bevilget" en Heathkit sender SB-400. Med disse to enheder kørte jeg i mange år. Først som OZ4OV fra Bornholm. Fra aug. 1967 - aug. 1969 som OY4OV fra Færøerne. Her var det rigtig sjovt, "at sole sig" i alle de pile-ups, der kom, når man viste sig på båndet. Jeg tror nok, jeg kørte de fleste QSOer derfra. Bl.a. VS6DO, Paul fra Honkongs politihovedkvarter på 80 m, JY1 Kong Hussein af Jordan på 20 m og W2ZXM den navnkundige kaptajn Carlsen fra det "skæve skiv". Han var dog på det tidspunkt "gået i land". Fra aug. 1984 - aug. 1988 opererede jeg som ON8OV i det sydlige fransktalende Belgien. Her talte jeg på et tidspunkt med en engelsk radioamatør, G4MJC Flemming (også OZ1EVA) på VHF. Det viste sig under vores QSO, at han var dansk blikkenslager, der havde boet mange år i en forstad til London, men var født og opvokset på sydvestsjælland som jeg. Jeg mødte så sent på arbejde, at jeg om vinteren ofte chekkede ind i "morgenklubben" på 80 m. Først troede de ikke rigtig på mig, men jeg blev dog accepteret. Under min tur i Belgien anskaffede jeg en KENWOOD TS-820S HF transceiver med antennetuner, som jeg siden har kørt med. Desværre dalede aktiviteten efter hjemkomst i 1988 til fordel for computer.
Sideløbende har jeg i mange år haft en YEASU FT-225RD VHF transceiver. Den lytter mest på Ringsted repeateren, når jeg er "på radioen/computeren".
![]()
![]() |
![]() |
|
QSL-kort fra Hongkong
|
Sendt direkte |
![]() |
![]() |
| QSL-kort fra Kong Hussein 1 af Jordan |
OZ 4 OV QSL |
Hvis man er i besiddelse af computer, printer og tekstbehandlingsprogram, kan man forholdsvis simpelt fremstille sit eget QSL kort. Se her hvordan.
![]()
.jpg)
Radio OZ 4 OV anno 2006