Jeg startede i flyvevåbnet 3. august 1961. Rekrutskolen foregik i Jonstruplejren mellem Ballerup og flyvestation Værløse. Man ankom med S-toget til Ballerup. På perronen stod flere befalingsmænd for at "gelejde" de indkaldte over i nogle Lorry (gammel engelsk militærlastvogn) for videre transport. Det var skægt at se, at nogle af de der skulle møde stak hovedet ud af togdøren for at høre bl. a. "sputnik" råbe og skrige. De trak skyndsomst hovedet ind igen og kørte med S-toget tilbage. Vi har aldrig set dem siden.
Efter endt konstabelskole (nov. 1962), hvor jeg som signaloperatør lærte både at skrive på fjernskrivere og sende og modtage morsetelegrafi samt en masse elektroteknik, blev jeg stationeret på det daværende flyverdetachement 503 på Bornholm. Det var lige midt i Cubakrisen og her landede jeg i en øvelse hvor temaet var en udveksling af Bornholm for Cuba. Et uhyggeligt perspektiv, men det reflekterede man nok ikke så meget over som ungt menneske. Da jeg havde fuldført min første 5-års kontrakt fik jeg min civilundervisning (ment som overgangshjælp til civilt job) i form af certifikat som telegrafist. Uddannelsen foregik på Wendelboes radioskole. Den lå på Dampfærgevej i Københavns Frihavn. Helt oppe under taget på 5. sal. - På det tidspunkt havde jeg truffet Grethe. Derfor kom jeg aldrig ud at sejle som telegrafist, men fortsatte i flyvevåbnet. Det var også på det tidspunkt klart, at telegrafist var et "døende" erhverv.
Jeg ville gerne være flytelegrafist, men man havde på Bornholm "glemt" at slå kurset op, og der var lige startet et hold op for 14 dage siden.
Dette fik mig, i protest, til at søge til Færøerne. Det skulle jeg måske aldrig have gjort. Der gik lige nøjagtigt 14 dage, fra jeg afleverede min ansøgning til jeg stod på kajen i Torshavn med mit flyttegods. D.v.s. jeg var ikke klar over, at min forgænger var "sendt hjem" og man stod og manglede en kommunikationsmand. Derfor skulle vi flyve til Færøerne. Normalt fik man udleveret en skibsbillet og var mindst to døgn undervejs.
Vores første "rejsedag" foregik i København. Faroe Airways, som vi skulle flyve med i en DC3 kunne ikke flyve pga. dårligt vejr på Færøerne. Næste dag kom vi afsted. Første hop var til Zola (militær flyveplads ved Stavanger). Næste hop gik til Kirkwall på Orkneyøerne, der forøvrigt var gammelt dansk land, pantsat af Christian II. Her måtte vi overnatte. Næste dag var vi ude i flyet flere gange, men måtte igen stige ud, fordi besætningen havde chekket vejret på Færøerne. Det var for ringe til at lande. Da vi endelig kunne komme afsted, var der tåge/dis på Orkneyøerne, men vi fløj alligevel. Resten af turen foregik uden dramatik. Der var en modtagelseskommite for at hente os på Vagar. Vores flyvetur havde taget længere tid, end hvis vi var sejlet derop!!!
Da man begyndte at "rasle med sablerne" i 1969 om fast tjenestested (vi var udstationeret med time- og dagpenge), var det på tide at vende næsen hjemefter. Meget belejligt sad der en færing i Lyftværnsgruppen i Ejby. Han ville gerne hjem. Derfor byttede vi lige så stille. Vel ankommet til Danmark i august 1969 slog vi os ned på Absalon camping i Rødovre og begyndte at se os om efter hus. Vi havde dog gjort lidt forarbejde. Det endelige valg faldt på Hedehusene. Hvad jeg ikke vidste, var at Luftværnsgruppen var under udflytning og ved at færdiggøre en stor flot kaserne, Flyvestation Skalstrup, ved Tune lufthavn. Jeg fik således meget behændigt ikke længere til arbejde.
I Luftværnsgruppen beskæftigede jeg mig med kommunikation og forvaltning af centraler og mobiltelefoner. Lidt undervisning blev det også til. Jeg havde også med radiokæde og radiostationer at gøre. Derfor rejste jeg en overgang meget til Jylland. Så ofte, at Grethe på et tidspunkt tilbød mig, at jeg kunne få min seng flyttet derover!!! Hvert år skulle vi lave en lang radiokædeforbindelse til en øvelse i Oksbøl. For nu at finde nogle gode punkter til opstilling af repeatere, tog min daværende chef og jeg af sted på rekognoscering. Herunder overnattede vi bl.a. på Kongeåkroen. Barnebarnet Susanne passede biksen. Ved lukketid blev vi inviteret med til bal i Ribe. Hendes bror kørte. Da vi kom hjem med bilag for overnatning, fik vi røde øren. "Regnemageren" skreg af grin. Vi havde ikke bemærket, at der på notaen slet og ret stod: "1 nat 25 kr. ... Susanne"!!!. Jeg "satte også mit fingeraftryk" på nogle digre værker i form af rapporter samt bidrag til signaltjenestens historie, bogen fra morsenøgle til datanet. Skrevet af nu pensioneret major A.B. Christensen.
Jeg havde altid haft udlængsel og ville gerne gøre tjeneste i udlandet. I 1984 kom chancen. Jeg fik et job ved SHAPE (NATOs militære hovedkvarter i det sydlige fransktalende Belgien (Valonien) i Casteau nær Mons, 20 km fra den franske grænse). Grethe og jeg tog på "besigtigelsesrejse" for egen regning. Vi fik et lift med det månedlige Herculesfly til Bruxelles. Derfra kørelejlighed med kolleger til Casteau, hvor vi indlogerede os på hotel. Nogle flinke kolleger kørte os rundt for at bese mulige lejeboliger. Vort valg faldt på et flot hus, ejet af en italiener, i den lille landsby Neufvilles. Erik og Lars var blevet "hastekomfirmeret" hjemmefra, mod at Lars, der skulle have dispensation fra Biskoppen pga. sin alder, skulle deltage i forsinket konfirmationsforberedelse hos den danske præst i Bruxelles (han kom til SHAPE een gang om måneden). Det blev til fire lærerige år, hvor jeg også rejste en del ud på inspektioner. Erik og Lars gik i fransksproget skole og taler nu sproget flydende. Grethe havde travlt med at komme på ture med sin "Vifeclub" (koneklubben). De var bl.a. på "endagstur" til England. De tilbragte hele dagen med at sejle frem og tilbage udenfor Dover, fordi de pga. stærk blæst ikke kunne komme i havn. Da de endelig kom i havn, var den belgiske buschauffør klar til at vende om. Det var damerne ikke!. De beordrede ham til at blive til næste dag, og ilede ud for at indkøbe diverse fornødenheder og finde hotelmuligheder. Grethe har aldrig haft så mange "overnattende gæster" som under vores ophold i Belgien. Et år var vi oppe på 40 gæster. Det er forunderligt, så mange venner og bekendte man lige pludselig får, når man er i udlandet.
Vi vendte hjem i 1988 så tilpas, at "min stol var ledig". D.v.s. jeg vendte tilbage til Luftværnsgruppen på Flyvestation Skalstrup. Således hjemkommet fra "det store udland" blev jeg efterfølgende inviteret med som kampdommer indenfor kommunikationsområdet på flere NATO evalueringer i Danmark, Norge, Tyskland og Holland. Efter hver evaluering skulle der skrives rapport på "flyverjysk" (engelsk).
Eftersom jeg beskæftigede mig lidt med kommunikation til HAWK raketterne, oplevede jeg at komme med til Kreta, hvor man på NAMFI øver sig i at samle og afskyde raketter een gang om året. Jeg har tidligere været på Sardinien for at se tilsvarende træning med NIKE raketter. NIKE blev udfaset i 1982.Allerede inden da påstod onde tunger, at der i Tøjhusmuseets gård var en indhegning. I det ene hjørne var der et skilt med påskriften: NIKE Eskadrille, for tiden udlånt til Luftværnsgruppen.
Omkring 2000 blev Luftværnsgruppen "opslugt" af Kontrol- og Varslingsgruppen. Til Kontrol- og Luftforsvarsgruppen. Tiden gik med nye projekter og rutineopgaver.... Indtil 11. sep. 2001. Nu havde man lige vænnet sig til at muren endelig var faldet. Og så vendte bøtten. Nu var der noget at tænke over.
Jeg kunne være i flyvevåbnet til jeg fyldte 60 år. Mit "stelnummer" betød, at jeg skulle gå ved udgangen af feb. 2004. Jeg blev således pensioneret i den forbindelse efter 42½ års tjeneste på godt og ondt. En æra var slut....
Det var den også for HAWK systemet. Knap var jeg pensioneret, før forsvarsforliget havde bestemt, at det jordbaserede luftforsvar skulle udfases. Udstyret skulle skrottes.
I dag er der kun "museumsgenstande" tilbage. En kreds af "veteraner" (pensionerede officerer og befalingsmænd samt nogle få endnu tjenstgørende) har dannet Veteranforeningen. Der er i tilslutning til Koldkrigsmuseet (en afdeling af Østsjællands Museum) på Stevnsfortet (også gammel Eskadrille 541 HAWK site) opstillet nogle HAWK komponenter som vartes af VETFOR medlemmer.