

Mit 40 års jubilæum fandt sted 1. august 2001. Det blev markeret med åbent hus på Hovedgaden 397 i Hedehusene, hvor vi boede dengang. Jeg havde, som det hedder "fri på dagen", efter at have været inde "og stå på gulvtæppet" for at få tildelt 40 års hæderstegnet og den obligatoriske check, der siden 25 års dagen var vokset fra kr. 500 til kr. 5000.
Pengene blev investeret i et OLYMPUS digitalkamera. Nu skulle det prøves.
Vi havde dækket op i "gildestuen", carporten, gårdhaven og på terrassen. Grethe havde lavet buffet, og der var vin, øl og vand til.
Vejret var fint - indtil hen under aften, hvor der kom en kortvarig byge. Den gjorde dog ikke noget skår i glæden over den gode dag.
Der var mødt ca. 60 gratulanter op fra familie, venner og kolleger. Jeg glædede mig over de mange rare gaver.